I slutningen af nullerne og starten af 10erne døde store kolonier af bier i dele af Europa og USA. I begyndelsen vidste ingen hvorfor. Efterfølgende konkluderede et forskerhold, at biernes massedød hang sammen med landmænds brug af en særlig form for sprøjtemidler, de såkaldte neonikotinoide pesticider.
Bier bestøver som bekendt blomster, frugttræer og andre afgrøder, og derfor har de enorm betydning for mennesker og natur. Da den norske forfatter Maja Lunde i 2013 så en dokumentarfilm om den omfattende bi-død, blev hun forfærdet. Men filmen var også en øjenåbner.
»De bittesmå bier og deres liv i bikuben var et lille billede på det store billede - vores jord har det ikke godt. Det gik også op for mig, at der var nogle perspektiver, som jeg ikke havde tænkt igennem tidligere, og som jeg fik lyst til at udforske med det samme,« fortæller Maja Lunde, der gik i gang med at skrive »Biernes historie«.
Romanen, der netop er udkommet på dansk, er en fortælling om biernes død og om, hvordan menneskets adfærd griber ind i klimaet og naturen. Der er tre hovedpersoner, der lever i hver sin tid. En af dem er Mei, der holder til i et fremtidigt Kina, hvor hun under slavelignende forhold arbejder som håndbestøver, efter at bierne er forsvundet. Mens hun skrev på romanen, tænkte Maja Lunde meget over, hvor dårligt vi behandler Jorden.
»Jeg forsøger selv at træffe miljørigtige valg, men føler ofte, at det ikke rækker. Derfor er det også mit højeste ønske, at verden bliver drejet i en grøn retning gennem internationalt samarbejde, som forpligter os alle,« siger Maja Lunde, der oplever, at mange af hendes læsere begynder at tænke mere over klodens fremtid:
»De fortæller mig, at romanen har åbnet deres øjne for, at klimaændringer ikke kun er noget så abstrakt som global opvarmning. Det er også noget, der rammer i vores egen baghave, helt tæt på, og nu lægger de mærke til, om alt summer og er i live. Det er en tilbagemelding, jeg sætter stor pris på.«
Maja Lunde er ikke alene om at være aktuel med en roman, der retter fokus mod klodens tilstand. Danske Charlotte Weitze udgav for nylig »Den afskyelige«, der foregår i en nær fremtid med hyppige jordskælv og oversvømmelser.
Golfstrømmen er vendt, og mennesker bliver født med underlige misdannelser og syndromer. Hovedpersonen, Heidis, indre er eksempelvis koldt som is, mens hendes kæreste konstant sveder voldsomt. Deres liv er gennemsyret af kærestens klimabevidsthed, der betyder, at han genbruger kondomer, undgår at spise kød i vidt omfang og skaffer elektricitet til computeren med pedalkraft.

Cli-fi

Norske Aksel Selmer rejser også ind i en nær dystopisk fremtid i romanen »Ekspeditricen«, der tidligere på foråret, ligesom »Den afskyelige«, høstede fem anmelderstjerner her i Berlingske. Romanen udspiller sig en i uddøende landsby, hvor beboerne lever på et eksistensminimum og må genbegrave deres døde, fordi kisterne flyder rundt, og kirkegården er gået i ét med floden.
Lundes, Weitzes og Selmers romaner er blot nogle af de nyeste udgivelser inden for den genre, der bliver kaldt cli-fi eller klimafiktion, og som kulturforsker Gregers Andersen fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet har forsket i. Han er desuden forfatter til debatbogen »Grænseløshedens kultur - et opgør med hastighed, udmattelse og håbløshed i klimakrisens tidsalder«, der udkommer på Informations Forlag i næste uge.
»Da jeg begyndte på min ph.d. om cli-fi i 2010, kunne jeg - ligesom en del andre mennesker - se, at problemet med klimaforandringer er kæmpestort og vil få indflydelse på stort set alt, vi mennesker foretager os, uanset om vi lever i Danmark eller Bangladesh,« siger Gregers Andersen, der i begyndelsen ikke var så optaget af genrens litterære kvaliteter.
Det var i højere grad den overordnede problematik, der ansporede ham til at kigge på litteraturen og andre fiktive fortællinger for at se, hvordan klimakrisen blev fremstillet.
»Men da jeg begyndte at dykke ned i feltet, blev jeg bevidst om, at litteraturen faktisk er et supplement til alle klimarapporterne,« fortæller Gregers Andersen, der peger på, at FNs klimapanel og andre grupperinger af forskere ofte præsenterer os for en meget grovmasket skitse af, hvordan vores fremtidige verden kan se ud.
Eksempelvis at der vil opstå mangel på drikkevand og fødevarer, at temperaturen og verdenshavene vil stige, at vejrfænomener vil forårsage store ødelæggelser, og at vi vil opleve voldsomme strømme af klimaflygtninge.
»Men hvordan vil det enkelte menneske eksistentielt erfare forandringerne? Hvordan bliver hverdagen? Den side af livet finder man af gode grunde ikke i resumeerne i de naturvidenskabelige rapporter, og her er cli-fi et supplement, for de bøger kan tillade sig at bevæge sig frem i tiden og gøre sig forestillinger om fremtidige verdener.«
»De er selvfølgelig ikke rene afbildninger af, hvad der vil komme, men de kan bygge på nogle videnskabelige projektioner, der gør, at det bliver interessant at se, hvordan vi mennesker kan leve i en verden, der er radikalt påvirket af klimaforandringer. Så ud over at være fremtidseksperimenter, er de også eksistentielle eksperimenter,« siger Gregers Andersen.

Kulturel omstilling

Cli-fi-forskeren siger også, at han synes, at det er skønt at se, at det stille pibler frem med nye klimafiktioner på dansk. Ikke mindst fordi disse fiktioner kan påvirke os:
»Det er jo ikke kun for underholdningens skyld, vi læser bøger og ser film. Fiktioner gør noget ved os, og hvis man eksempelvis har en yndlingsbog, så er det jo, fordi den har gjort et særligt indtryk og påvirket én, så det er min klare grundantagelse, at bøger kan forme vores syn på livet og i sidste instans også få os til at ændre adfærd. Det gælder naturligvis også cli-fi, som udstiller konsekvenserne af den måde, flertallet lever på i dag.«
I sin kommende debatbog skriver Gregers Andersen, at vi har brug for at tage et opgør med den herskende vækstlogik.
»Det er jo en logik, som også har en kulturhistorie. Den er opstået på et tidspunkt, hvor vi troede, at vi kunne modernisere vores samfund og vækste, uden at det ville give os de problemer, som vi nu oplever.«
»Hele den fremskridtstanke, der har præget industrialiseringen, møder i dag en mur i form af det geofysiske system, der siger: Hov, der er nogle grænser,« siger Gregers Andersen, der mener, at vi i langt højere grad skal til at se på os selv som nogle, der er i symbiose med det ikke-menneskelige.
»Vi har brug for at skabe en ny fortælling om mennesket, hvor mennesket ikke står over det ikke-menneskelige. Vi har ikke kun brug for en grøn omstilling. Vi har brug for en kulturel omstilling, hvor vi reformerer vores forståelse og adfærd.«
»Det handler min debatbog om, og det handler meget af den nye cli-fi også om. Vores kødspiseri og flyrejser er blot to af de ting, der for tiden er oppe i debatten, og som er eksempler på, hvordan vi i dag forsøder vores tilværelse. Vi har brug for at begynde at føle, sanse og begære på nye måder, og det tager noget af den nye litteratur fat på.«